Dette skønne syn, mødte mig i morgen da jeg vågnede - Tick Tack og Flick Flack
puttede i min fodende.
Jeg har hele mit liv, været meget optaget af missionen om at hvile i mig selv. Ikke bevidst, men senere er det gået op for mig - gennem mine handlinger, valg af veninder og tanker jeg har gjort mig gennem årene, at jeg har overvejet hvad der er bedst for mig selv. Derudover har mit næste mål været, at min mor skulle være tilfreds, og stolt af mig.
Et eller andet sted fra mine sene børneår, til mine sene teenageår lykkedes det mig at finde dét der definerede mig. Jeg var glad, og følte en voksende indre ro, der slog rod i mig - og den spirede gevaldig da jeg tog det store skridt: at flytte hjemmefra, og herefter ''slog jeg op'' med min dengang bedste veninde - fordi hun ikke var god for mig. Dette omtaler jeg nok, i et senere indlæg.
Men her begyndte min bane at skride. Jeg boede alene, tog til fester - og passede egentlig bare mig selv og mine fester, og fandt en ny bedste veninde (stadig den dag i dag, S). Dét der fulgte med festerne og starten i gymnasiet, var en ændring i min opfattelse af mig selv. Jeg blev utilfreds med mit udseende, ville gerne være tyndere og flottere..... og langsomt begyndte ideen om, at jo mindre jeg spiste - jo tyndere ville jeg blive. Så det gjorde jeg.
Nu er det sådan med min krop, at den er lidt speciel. Jeg tager faktisk på af, at spise mindre. Så jeg stoppede med at spise. Undgik at spise sammen med andre, og når sulten var helt uudholdelig - ja så blev det et æble eller en ostebrik. På skolen spiste jeg på toilettet, så andre ikke så hvor lidt jeg spiste - og ingen opdagede mig.
Jeg kunne godt selv se det var en glidebane, så da S spurgte ind til mine madvaner - besluttede jeg at det var slut med dem. Hun hjalp mig op igen - og den dag i dag, tror jeg ikke engang hun selv ved det.
Men så prøvede jeg NUPO, efter jeg flyttede sammen med min dejlige forlovede. Her tabte jeg 13 kg på lidt over en måned - men det bragte den gamle følelse tilbage. Jo mindre jeg spiser - jo tyndere bliver jeg. Den her gang virkede det over al forventning. Den første uge tabte jeg 4,5 kg.... den næste uge 6 kg.... og hele min verden begyndte at cirkulere omkring, at jo mindre af de måltider jeg drak - jo hurtigere ville det gå. Hvert et minut af dagen, tænkte jeg på mad - og hvor meget min krop end skreg på mad, så følte jeg det som en succes - når jeg kunne skubbe grænsen for kalorie-indtaget længere ned.
De sidste par uger spiste jeg 2 NUPO-måltider om dagen - dvs. jeg indtog lige knapt 200 kalorier om dagen. Jeg kunne mærke jeg var langt ude - men stemmen i mit hovede var ligeglad, for jo længere vægten kom ned, jo gladere blev jeg. Hele min dag blev ødelagt, hvis jeg havde taget 100g på - og så spiste jeg bare et måltid mindre.
A så det. Måske ikke i starten, for jeg skjulte det for ham.
Vi hørte om en personlig træner med træningscenter i nærheden, fra en ven af os. Han talte meget positivt om det, og resultaterne fra hans arbejde var jo vilde... og mig som tænkte at motion ville være perfekt - så kunne jeg jo tabe mig endnu mere - gik med til det med det samme.
Men sådan blev det ikke...... Jeg skulle op på vægten med det samme jeg kom der, og jeg var ganske tilfreds med resultatet - 13,5 kg lettere end lidt over en måned siden. Men så kom vinket med en vognstang.
Kort og godt sagde han, at jeg havde anoreksi. Det kunne man se på tallene, som vægten spyttede ud.
Dét væltede min verden, for uanset hvor langt jeg har været ude - så havde tanken aldrig strejfet mig. Så jeg sad dér og tudede.
Diæten kom, og den bød på uanede mængder af mad. Nogle dage skulle jeg spise 2400 kalorier, og jeg var lige ved at stå af - men jeg bliver ved. Jeg skal på rette spor igen, for det her går ikke.
Jeg har stadig problemer med mine modstridende følelser, og det vrider sig stadig i mig når jeg skal spise. Men hvor det før i tiden var et mål at spise så lidt kalorier som muligt, er det nu en sejr hver gang jeg spiser et måltid, og giver stemmen i hovedet fingeren.
Jeg vil aldrig være sulten igen. Den bedste følelse i verden er, at være mæt og glad. Og når A siger han er så stolt af mig, fordi jeg gør det. Den stædighed der fik mig til at kunne leve på 200 kalorier om dagen, har fået mig så langt - så jeg er ved at være ude af det her igen. Men uden A's hjælp, og J's hjælp, havde det aldrig været en mulighed for mig.
Undskyld for romanen. Men ét eller andet sted, skal mine tanker ud.
