16 august 2012/20:30
Her er det mig og min mormor. Vi var meget tætte, da jeg var helt lille.
Her det mig og Beauty, min mors hund. Vi har altid haft collier,
og her kan man virkelig se hvor sød og tålmodig hun var.
Igen: nok verdens mest tålmodige hund!
Min mor og jeg. Vi boede alene, til jeg var 7 - i Jyllinge ved Roskilde.
Jeg husker kun tiden som hyggelig - men det var ikke altid let for min mor.
Her er et eksempel på hygge! Min mors læbestift overlevede dog ikke..
Nogle af billederne er brugt i første indlæg.. men jeg var sku da sød!
TO indlæg på én dag! Hvem skulle dog tro det om mig? Haha.
Jeg fik lyst til at skrive lidt om min motivation; sooo.. her we goes:
Jeg har altid været en smule buttet, så længe jeg kan huske. Det eneste tidspunkt jeg ikke syntes jeg var tyk, var omkring 1997 hvor min lillebror blev født. Der boede vi på en stor gård, med heste, hunde, katte, kaniner og edderkopper - og selvom jeg blev mobbet, var mit selvværd faktisk ret højt.
Jeg var - og er - helt inderst inde, en hestepige. Selvom jeg ikke har reddet i et par år efterhånden - så længes jeg helt ind til benet, efter en hest at kunne kaste mig kærlighed på, og træne op igen. Derfor blev jeg mobbet - fordi jeg satte min hest og min boglige viden, over overfladiske venskaber der kun gik op i ligegyldige ting som nyeste mode og make-up. Men jeg var ligeglad - for jeg havde min hest og min læse-veninde, lad os kalde hende AQ.
Mobberiet stoppede for en periode, efter det var blevet rigtigt slemt - og jeg sagde fra. Lad os sige at jeg fik et blåt øje - men de to andre så værre ud. Tiden gik, og pludselig var jeg på efterskole, hvor jeg blomstrede op, og fik mange venner. Jeg fandt ud af, at jeg er en meget udadvendt person - og tager mig utroligt godt af andre. Jeg fungerer godt i mange forskellige miljøer; pop-sildene, trænings-drengene, ballademagerne, de usikre og så de mere boglige.
Dét år har gjort så meget for mig, at jeg til enhver tid ville anbefale folk er tage på efterskole.
Desværre tog jeg lidt over 10 kg på, på efterskolen - for nu blev jeg pludselig opmærksom på min vægt. Så jeg sultede mig - men blev ved at tage på..
Jeg kom i gymnasiet, og flyttede hjemmefra - levede af pasta og risengrød kogt på vand, for kød var for dyrt til min lille pengepung. Så der røg lidt ekstra kilo på, og sammen med ret dårligt selvværd, gjorde det ikke situationen bedre.
Forstå mig ret; jeg var en glad pige udad til, men indeni kæmpede jeg virkelig med at skulle i byen med veninderne - for selvom jeg havde veninder der var større end mig, så kunne jeg se at de gik den forkerte vej. Ligemeget hvordan jeg gjorde, og hvor meget jeg løb - blev jeg tungere på vægten.
Jeg var meget forvirret; jeg spiste ikke slik eller drak cola. Jeg røg ikke, var ikke på stoffer - faktisk havde jeg ikke rigtig nogle laster... andet end at jeg tog på af at spise et æble.
Nu bor jeg sammen med min kæreste, og efter en ond tur på operationsbordet med min fod - og jeg sad stille i 2 måneder, ja så... tog jeg på igen. Siden har vi prøvet diverse diæter: vægtkonsulenterne, NUPO.... name it - jeg har været der! Min motivation er der ,og har været der siden min mormor døde.
Hun var alkoholiker, og har drukket altid - men ind imellem har hun haft sine lyse perioder - og dér var hun i mit liv.
Jeg ser fedme, som en form for afhængighed - på præcis samme niveau som alkoholisme. Jeg er overbevist om, at det sidder ligeså meget i hovedet og kroppen - som trangen til alkohol. For mig har det bare ikke været sukker, slik eller kager der har været mit fix - men jeg har været høj på at sulte min krop, og ikke behandle den ordenligt.
Point of no return for mig, har været det slag i hovedet - at jeg vejede 105,5 kg. Det var en øjenåbner, der fortalte mig, at nu var det nok. At NUPO ikke var vejen for mig, er okay med mig - og jeg tror jeg inderst inde altid har vidst, at det
eneste der hjælper min krop, er træning og ordenlig kost. At jeg skulle igennem, det her for at nå hen til det rigtige sted - giver mig bare en ekstra styrke, til at gøre
præcis hvad min træner siger jeg skal. Så jeg gør det.
Jaa... nu havde jeg faktisk tænkt mig at dette indlæg skulle være et billedtungt indlæg, i stedet for en HEL roman. Undskyld! Haha.
Over and out.